Ole Wich: Eivør - færdig med 40?

Der har været overstrømmende positive tilkendegivelser af Eivørs optræden med Enya-sangen "May it be" til koncerten i anledning af dronningens 40 års jubilæum. Roser Eivørs fans hende fordi hun sang godt, eller er det kun den nationale selvfølelse, der klapper sig selv på skulderen? Er det fansangens monotone omkvæd vi hører: Hun er en af vor egne… Ja, hun er en af vor egne..!

Den færøske trang til at blive set af magtens mennesker i hovedstaden samt resten af verden er umættelig. Dette fører det problem med sig at det forhindrer reel kritik af de personer med færøsk baggrund, der markerer sig udenlands og dette giver dem igen mindre mulighed for at udvikle sig, fordi denne positivitet kan konservere deres udtryk. 

Afskedssangens grundpointe
Efter min mening var Eivørs optræden i Koncerthuset i København ikke særlig vellykket.

En coversang bliver altid sammenlignet med den oprindelige udgave. Selvom Eivør tydeligvis prøvede at skabe sin egen version, så når hendes version ikke Enyas til strømpebåndene. Dette bunder blandt andet i, at Eivør ikke på samme måde har sat sig ind i teksten og gennemlever den i sin sang. "May it be" er knyttet til "Ringenes herre" og er i sin grundstruktur en afskedssang. Det er en type sang, der er lavet tusinder af og de forsøger alle at udtrykke angsten for det ukendte, der ligger forude.

Enya formår at formidle afskedens melankoli og usikkerhed. Enya har klangmæssig bund i sin sang og når hun går op i de højere toner, gør hun det med et udtryk af sårbarhed, der passer til tekstens indhold. Tekstens udtryk går fra det sikre til det ukendte - sangen går fra den solide bund til det lyse sårbare. Der er overenstemmelse mellem tekst og udtryk.

Manglende bund
Denne afskedssang får Eivør ikke fat i. Hun har ikke gjort sig hjemmearbejde og har ikke forholdt sig til tekstens indhold og formidlet dens grundfølelse. Der skulle ellers være nok personligt materiale at trække på, for den færøske livssituation har altid været præget af afsked med sømænd og andre kære, der må rejse væk. Alle begiver de sig ud i det ukendte og nogle vender ikke tilbage.

Eivør lægger sangen meget højere end Enya. Det er som om, at Eivør stadigvæk har et projekt med at overbevise folk om, at hun kan kvidre rene toner i det højeste. I denne sukkersøde rus glemmer hun at få det grundliggende udtryk med i sangen. Eivør har en fin vane med at synge barfodet, men alligevel formår hun ikke at trække sit sangudtryk ned i kroppen. Jeg har før skrevet, at Eivør ikke formår at synge med underlivet og det gælder også her. Barfodet eller ej.

Jeg har længe ventet på at Eivør skal forlade sin ungpigerolle og blive en mere moden stemme, der tør gå ned i dybe og mørke sider af sit sangudtryk.

Om det er hende selv, arrangørerne eller publikum, der holder hende fast i denne flagrende møtilstand, skal jeg ikke udtale mig om. Men jeg tror, at dette udtryk kan ende som en blindgyde. Den lyse ungpigerolle er ikke for bedagede kvinder.

Plain eller overfraseret
Nu skal man ikke sidestille kunstnere én til én, men det er nærliggende ved denne koncert at sammenligne Eivør med Teitur, der også optrådte ved dronningens 40 års jubilæum.

Han formår med anvendelsen af et forholdvis lille stemmemateriale at synge sig nærværende ind på sit publikum uden de store falbelader, såsom trang til sang-ekvilibrisme og fantasifulde kostumer. Man kan sige, at Teitur synger sin tekst og melodi op nedefra og i denne kunstneriske opbygning berører han sine tilhørere. Det er et sandt talent og forøvrigt en strategi, der giver talentet muligheder for at vokse med alderen.

Der har været en del kritik af Teiturs mangel på festkostume i denne adelens og borgerskabets spraglede hønsegård, men hans fremtræden musikalsk og visuelt hang faktisk rigtig godt sammen. I Eivørs tilfælde var kostumet som hendes sang, voldsomt overfraseret. Forsøget på at ligne en lys sfærisk elverprinsesse fra Tolkiens univers mislykkedes totalt. Hun lignede en snemand på hjul, da hun skred ind på scenen. 

Det hellige nationalikon
Det er virkelig et problem, at alle har travlt med kun at rose Eivør, når hun frembærer noget, som folk opfatter som et færøsk udtryk til verden. Ingen tør kritisere et nationalikon og alle er tilsyneladende interesseret i at bevare den indvundne status, som denne musikalske dronning har etableret udenlands. Hvordan skal Eivør så komme ud af det musikalske hjørne hun ved andre målrettede velvillighed og ros er ved at male sig op i? Eivør har en hel del at arbejde med, ellers ender hun som en platfodet kopi af sig selv som ung.

"May it be" at hun får det nødvendige arbejde gjort for at undgå denne patetiske skæbne. Det håber jeg virkelig og kan kun sige som sangen: "Believe and you will find your way".

Enya: trýst her
Eivør: trýst her

Ole Wich
januar 2012

Aftur